Massivtræ

Et godt valg, hvis du vil give dit køkken en naturlig glød og varme. Det store udvalg af træsorter og de mange mulige overfladebehandlinger gør det samtidig nemt at få præcis den farvetone og det designmæssige udtryk, der komplementerer resten af køkkenet bedst muligt. Massivtræ er tillige velegnet i spændende kombinationer med andre bordpladematerialer, fx Corian® og stål, ligesom du med en broløsning i massivtræ kan skabe et smukt omdrejningspunkt for familiens fælles køkkenoplevelser.

Mere naturligt fås det ikke

Et enkelt blik, en enkelt berøring. Så forstår du, hvorfor så mange køkkenkøbere stadig sværger til bordplader i massivtræ. En varmere og mere naturlig atmosfære findes ganske enkelt ikke. Samtidig kan du glæde dig over, at hver eneste stav i din bordplade kommer fra en FSC®-certificeret skov. Det betyder, at både dyr og planter bliver beskyttet optimalt, at nye træer plantes i (mindst) samme takt, som de fuldvoksne træer fældes – og at skovarbejderne får en fair løn og trygge arbejdsvilkår.

Designdetaljer

Som en smuk og eksklusiv designdetalje kan en række af pladerne i massivtræ leveres med gennemgående stave i pladens fulde længde. Vælger du i stedet en standardplade, leveres den i såkaldt ”faldende stød” med stave i faldende længder fra 750 til 150 mm.

Produktegenskaber

Sammenlign produkter

Tykkelser

Massivtræ gør sig godt i flere tykkelser. Særligt plader med en opbygget forkant på op til 80 mm er populære, fordi de giver et markant udtryk, hvor træets unikke struktur træder tydeligt frem i pladens kanter.

• 30 mm

• 40 mm

• 60 mm

• 80 mm

Daglig brug

For at sikre dig mange års glæde af din bordplade skal træet olieres gentagne gange inden for de første par måneder, indtil pladen er mættet, og overfladen er smudsafvisende. Herefter bør du efterbehandle pladen med olie mindst en gang hvert halve år – og gerne oftere (hyppigheden afhænger af, hvordan du bruger pladen i dagligdagen, og hvor grundigt den bliver rengjort).

Er du omhyggelig med både den indledende og den løbende oliepleje, får du til gengæld en bordplade, der bare bliver smukkere og smukkere, som årene går, og det fine farvespil i træet ændrer karakter under lysets naturlige påvirkning.

Den daglige rengøring er problemfri. En blød klud opvredet i rent varmt vand er alt, du behøver (brug af opvaskemiddel vil derimod udtørre træet og medføre hyppigere behov for at oliere bordpladen).

På ét punkt er massivtræ dog mere sart end de fleste andre bordpladekvaliteter. Træet tåler således ikke, at du sætter varme gryder og lignende fra dig på bordet. Brug i stedet altid afsætningsrist eller bordskåner.

Farver og strukturer

Du kan få din bordplade i 9 spændende træsorter foruden bambus. Flere af sorterne fås med op til 4 forskellige oliebehandlinger, så det totale udvalg indeholder 21 meget forskellige varianter. Vælger du en oliebehandlet plade, leveres den med det ønskede plejemiddel, så du selv kan efterbehandle den efter montagen. DFI-Geisler har til formålet lavet en film, der på et minut viser, hvordan du opnår det bedste resultat. (se dfi-geisler.com)

Se hele vores massivtræs sortiment

Vaskemontering

Din træbordplade leveres altid med underlimet vask. Pladens kant mod vasken fases (skæres skråt). Det giver dig en elegant overgang mellem træpladen og vasken og gør samtidig den daglige rengøring nemmere. Vælger du en porcelænsvask, vil bordpladens fasede kant gå en smule ud over vaskens flange.

Underlimet vask